Den Lyserøde - Jeg er her stadig

Jeg har været væk. Nu. Tilbage. Ikke fordi det er blevet nemt.

Jeg har levet med en bipolar diagnose siden jeg var 25. Jeg er 36 nu.

Så det her er ikke nyt. Det er ikke en fase. Det er ikke et lighedstegn eller et facit.

Men en del af mig. Jeg har også været indlagt. Det er også en del af mig.

På psykiatrisk afdeling i velkomsten i Skejby er væggene lyserøde.

Jeg kan stadig se dem for mig. Selvom de lyserøde vægge ikke har været en del af mit liv i længe.

Den lyserøde farve står dog stadig lysende klar i min erindring. Farven blev min redning.

I mit indre var intet lyserødt. Kun kaos. Depression. Mani. Blandingstilstand.

For indeni var der ikke noget, der var roligt.

Tanker der kørte for hurtigt. Tanker der kørte for langsomt. Følelsen af at kunne alt – og samtidig være ved at miste grebet. Miste mig selv. For hvem var jeg?

Jeg stoppede ikke.

Jeg blev bare stille.

Men jeg er her stadig.

Stadig et sted mellem mørke og mani.

Stadig i det lyserøde.

Og jeg skriver igen.

Jeg er her stadig.